Borgerligt styre = fallit?

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Danmark har haft 4 statsministre siden 1982, fordelt på en VKR periode, en SR periode, og en VK(O) periode. To borgerlige og en midt-venstre. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at i det to borgerlige perioder er både statens og nationens økonomi gået ned af bakke, og især er den offentlige gæld eksploderet.

Men mærkeligt er det da. Endnu mere mærkeligt er det, mønsteret gentager sig i andre lande. USA havde økonomisk fremgang under Clinton, hvorpå man under Bush oplevede en eksplosion i den offentlige gæld samtidig med en dramatisk vækst i den offentlige sektor. Præcis som herhejmme med Nyrup og derefter Fogh / Løkke. Og stik mod den borgerlige retorik om mindre stat.
Hør bare:

Hvad er det med de borgerlige? Hvor kommer denne trang til en kæmpe offentlig sektor og kostbare projekter fra? Eller er det bare mangel på kontrol og faktisk ledelse? Jeg ved det, men jeg undres.

I øvrigt ville det være skønt med danske medier, der stillede ubehagelige spørgsmål som i eksemplet oven for.

Medie-statistik: skidt med tallene

Jeg har i den senere tid hæftet mig ved artikler i medier, hvor historien tager udgangspunkt i en statistik, men hvor der øjensynligt ses bort fra de tal der fremlægges.

Søndagsavisen har idag en artiken “Forældre vælger børnenes venner“.  Artiklen følger den sædvanlige skabelon: et analyse-institut stiller spørgsmål, der laves et par lagkage-diagrammer, der hives et par konklusioner frem, og et par eksperter kommenterer.  Der forklares, tales om motiver,  problematiseres, og advares. Og så sluttes der af med et par gode råd. Artiklen krydres med en boks med lyn-interviews med “almindelige borgere”.

I dette tilfælde spørger man til, om forældrer forsøger at få deres unger til at vælge de rigtige venner, eller evt. vælge venner med de rigtige forældre?  Konklusionen fremgår af titlen, og det er så den eksperterne tager udgangpunkt i.

Så langt, så godt.  Skabelonen følges til punkt og prikke.  Eneste unode er, at tallene i lagkage-diagrammener ikke matcher teksten. 70% af forældrene forsøger ikke at skaffe de rigtige venner, >80% forsøger ikke at skaffe venner med de rigtige forældre. Forældrene i de tre lyninterviews siger samstemmende at sådan gør de ikke, og tager endda afstand fra det og fremfører i stedet, at deres børn helst skal kunne være venner med alle.

Hypotesen, den idé som overskriften og måske hele spørge-undersøgelsen bygger på, falder med andre ord med et brag.  De fleste forældre vælger netop ikke deres børns venner.

Det jeg ikke forstår er så, at det åbenbart slet ikke påvirker artiklen. Journalisten skriver sin historie (som sikkert er en “god” historie), eksperterne udtaler sig, der løftes pegefingre, osv.  Overskriften siger det stik modsatte af de tal den er sat over.  Er det fordi journalisten har travlt, ikke kan gennemskue det, eller er journalisten bare ligeglad så længe det er en god historie?   Eller er det sådan, at der er et kredsløb mellem journalist, medie, analysefirma og eksperter, et kredsløb der passer ind i en tryg skabelon vi alle kender, og som derfor lever sit eget liv uforstyrret af virkeligheden? Et kredsløb hvor sådan en artikel kan produceres hurtigt, nemt og billigt.

Er det sådan, at en historie er legitim, når bare skabelonen er overholdt?

DR Haiku

Farvel du, Plummer
du stod ikke distancen
men vi fik grinet

I Danmark er jeg født

I går var min datter på 9 år på skoleudflugt. Turen gik til Assistens Kirkegård, i København. Ud over at være smukt og fredfyldt er Assistens Kirkegård et sted man finder grave for en lang række berømte danskere.

Efter skole spurgte jeg til turen, til oplevelser og frokost i det grønne, osv. Datteren fortalte, bl.a. at de havde set mange gravsten. De to hun kunne huske var har H.C.Andersen og Natasja (Saad). Og så sang hun “Gi mig Danmark tilbage” for mig.

I disse tider med besparelse og evig ballade om folkeskolen er det da opløftende, at der er overskud til at sørge for, at ungerne har fod på grundstenene i dansk kultur.

(Og, ja – jeg ved godt at HCA kaldte den “Danmark, mit Fædreland”)

Voldtægtsreligioner?

Lars Hedegaard har her ved årets slutning skabt en del støj med endnu en omgang “muslimerne kommer” polemik. Denne gang bredte støjen sig helt ind i Trykkefrihedsselsskabet.  Khader, Pind og Lilleør er blandt dem der har sagt stop.

Søren Pinds svar i Berlingske kan fint stå for sig selv.  Jeg kan blot tilføje, at jeg har undret mig en del over påstanden om, at muslimer voldtager deres døtre.  Jeg havde ellers forstået, at katolske præster havde førertrøjen på det område? Hvis vi skal bekæmpe religioner for at beskytte børn mod seksuelle overgreb, så er katolicismen (og kristendommen generelt) vel der hvor vi skal starte, eller hvordan?

Teach me, Tiger

Nu er ham der Tiger på forsiden igen.  De bli’r ved med hans elskerinder.

Jeg forstår det ikke.  Hvorfor er det så spændende?  Alle studier viser jo, at de fleste gør det.  En mand som Tiger, med penge, prestige, opmærksomhed, og altid på farten, han har naturligvis flere muligheder end de fleste, så han gør det sikkert mere. Og hvad så? Han er blevet pacet frem, og næsten lavet til golf-robot af sin far, siden han var 2-3 år – det er da dejligt at han osse kan ha’ lidt sjov.

Det mærkelige er, at hans utroskab fremstilles som noget helt specielt. Sandheden er vel, at det blot er (endnu) en illustration af, at monogami for rigtig mange er en illusion – en social konstruktion der passer mange af os rigtig dårligt. Blot trist, at Tiger – og med ham mange andre – ikke kan lægge den bag sig på en ordentlig måde.

Ånden fra ’64

Peter Skaarup har spurgt udenrigsministeriet, hvorfor der ikke er juletræer ved Bella Centeret – og, ikke mindst, om de manglende juletræer skyldes at der tages hensyn til muslimske deltagere i klimatopmødet.

I Peter Skaarups optik må man nemlig ikke tage hensyn til andre.  Almindelige høflighed er på det nærmeste kriminelt. På den måde er Skaarup og hans parti faktisk meget danske – de bærer på den brovtende, selvtilfredse, vi-er-de-bedste danskhed, som er funderet i mindreværd.  En danskhed, der konstant må fornærme og håne andre for at holde sig selv oppe. Så Peter spørger – ikke for at få et svar, men for at signalere til sine vælge, at DF ihvertfald ikke tager hensyn til nogen.

Danskhed – kan man teste for det?

Hvilket dansk parti har i de senere år søgt indflydelse ved at appelere til de laveste instinkter i folkedybet, med en politik baseret på meningsløs chikane af religiøse og etniske mindretal

1. Venstre
2. Socialdemokraterne
3. Dansk Folkeparti

Nej – overstående var ikke et af spørgsmålene ved den indfødsretsprøve, som 3000 mennesker tog i går.

Det var til gengæld spørsmål om antal afdelinger af landsretten, motiver på de nye 50-kr sedler, og anledningen til Obamas besøg i København i oktober.  Alt sammen spørgsmål, der ville være fine i en omgang Trivial Pursuit, men som ikke har nogen åbenbar sammenhæng med personers egnethed til at få dansk statsborgerskab.

I bedste fald er der tale om en test af, om folk er alment velorienterede – en test der giver præference til veluddannede. Men testen har mere end svært ved at skjule, at det i praksis ikke er muligt at lave en meningsfuld test, og at den derfor kun tjener til at gøre livet surt for mindretal.  Hvilket for de ovennævnte partier åbenbart er et mål i sig selv.

Hvad laver de på sygehusene?

Forleden var jeg på hospitalet med min datter, til forundersøgelse til en øjenoperation.   Det gik alt sammen fint, de var flinke og kompetente, behagelig stemning, man følte sig i gode hænder.  Der var kun et lille problem – 6 måneders ventetid til selve operationen.  Det er ikke sagen for en 8-årig der døjer med at se.  Men der var en løsning – når ventetiden er mere en 1 måned, kan man blive henvist til privathospital.  På det offentliges regning.

Som den høne-far (!) jeg nu er, spurgte jeg om vi osse kunne regne med, at det er lige så godt?  At kvaliteten er i orden?  Og jeg blev beroliget.  “Ork, ja” lød det, “det er de samme læger som her”.

Jeg syn’s det er noget underligt noget.  Det kan godt være det giver mening når man tænker alle systemerne med, men mavefornemmelsen er altså, at når “de samme læger” kan nå at lave arbejdet på en privat-klinik, så kunne de osse nå det på det offentlige hospital.  Jeg ved ikke hvad det er det offentlige sygehusvæsen gør forkert, men der er noget helt, helt galt med ledelse og produktions-styring.  Og, nej – det problem løser man ikke ved at forbyde privat-hospitaler.

Golf som kontaktsport?

Jeg kan forstå, at Tiger Woods kone har angrebet ham med en golfkølle (som reaktion på utroskab) – øjensynligt til stor morskab for mange.   Jeg har tænkt lidt på – hvis det nu var omvendt,  hvis det var en mand der havde slået sin kone med en golfkølle, så havde reaktionen nok været en anden.

Er de fordi kvinder ikke tæller på samme måde som mænd -  vi tager bare ting kvinder gør helt alvorligt?   Det er ikke rigtig vold når det er en kvinde, lidt lissom hvis det var et lille barn?

Eller er det fordi at mænd pr. definition er nogen voldelige sataner og kvinder pr. definition er ofre?

Eller er de to forklaringer i virkeligheden to sider af samme sag?