Om habitter og dømmekraft

16. maj 2014

Lars Løkke Rasmussen er i mediemøllen.  På grund af lidt privat plat og fusk.  Denne gang handler det om frynsegoder der ikke er betalt skat af.  Det er langt fra første gang, og Lars Løkke Rasmussen er langt fra den eneste.  Og det er langt fra første gange en privatsag tager fokus fra den politiske debat, og kan ende med at betyde mere for en politikers muligheder end den førte politik.

Lars Løkke Rasmussen

Jeg finder dybest set den slags sager ligegyldige.  Jeg har svært ved at hidse mig op over, at folk fra tid til anden “skærer et hjørne”, tager sig et par øl på firmakortet eller en skattefri habit.  Jeg tror ikke, vi får bedre ledere ved at insistere på, at vi kun vil have dem der holder deres private sti helt ren.  I mine øjne er det sundt ikke at være alt for perfekt, og ikke at have et alt for firkantet forhold til regler.

Men jeg bliver forbavset, og i sidste ende bekymret, over den manglende dømmekraft.  Når  man betaler naboens knægt skattefrit for at slå græsset eller i en snæver vending tager en pakke Post-It med hjem fra kontoret, så siger man til sig selv “det er der ikke noget der ser” eller “det er der da ikke nogen der kan have ondt af”.  Og det har vi jo ret i.  De fleste af os slipper fint afsted med at have lidt elastik i vores forhold til reglerne.  Men Lars Løkke Rasmussen (og hans ligemænd og -damer) er ikke “de fleste af os”.  Det må jo efterhånden være klart for alle, at der næsten ikke er nogen grænser for, hvad medierne vil investere i af afsløre selv de mindste overtrædelser, næsten ingen grænser for, hvad der er folk der vil “afsløre”, og slet ingen grænser for, hvad den brede offentlighed kan have ondt af.

Det burde allerede være smerteligt klart for Lars Løkke Rasmussen.  Han (og folk omkring ham) burde være helt klar over, at både “det bliver ikke opdaget” og “det er der ikke nogen der har ondt af” ikke gælder for ham.  Slet ikke. Han burde for længst have indset, at selv småting kan skade hans muligheder og hans parti.  Og alligevel sker det.   Manden knokler stenhårdt, i årevis, med afsindige arbejdstider og under kolosalt pres, og så foretager han sig ting i småtingsafdelinge for en begrænset gevinst (et sæde på 1. klasse, en skattefri habit), vel vidende at de kan føre til,at alt det hårde arbejde er spildt.  Fra en simpel cost-benefit betragtning giver det ingen mening.

Det bekymrer mig.  Det afslører en mand, der har ringe dømmekraft.  Som er dårlig til at tage beslutninger.  Og hvis han ved udsigt til en mindre personlig gevist tager så dårlige beslutninger, hvordan kan jeg så stole på, at han gør det rigtige, når der skal laves forlig om salg af NETS, snakkes aflytning med USA, eller forhandles miljøaftaler i EU.  Her skal der nogen gang laves en studehandel – for at få det resultat, vi alle ønsker – og det kræver en solid portion dømmekraft af gribe det rigtigt an.  Det er i sidste ende <i>det</i> vi har brug for en leder til. Og har man ikke den dømmekraft, den evne til at tænke klart når man aner en mulighed for at score gevinsten, så er man ikke den rigtige leder.

Jeg er ligeglad med en skattefri habit.  Men jeg er ikke ligeglad med elendig cost-benefit analyse.  Det fortæller mig, at manden vil tage elendige beslutninger og ikke kan lede f.eks. et internationalt miljøtopmøde (OK – den var under bæltestedet).  Det samme gælder Helle Thorning-Schmidt  og hendes berømte skattesag.  Hun havde loven på sin side, men hun burde have kunnet se, at den måde hun valgte at indrette sig på ville kunne bruges imod hende og ødelægge hendes kredibilitet og dermed mulighed for at sælge sin politik.  Og det er en lavere skat vel ikke værd for en statsminister? Det er et tegn på dårlig dømmekraft, på manglende evne til at vælge rigtigt når der skal tages en beslutning – noget der jo osse er slået igennem i hendes politiske virke.

 

Mand + kjole = undertrykkelse

12. maj 2014

Så var den der igen – en majoritet som i voldsom grad dominerer samfundet føler sig truet af, at der findes andre end dem selv, og indtager offerposition. Denne gang er det Kristendemokraterne der er sure over alle disse homoer i Melodigrandprix. Verden går nemlig under, når ikke hver eneste sang (og hver eneste times TV) er fyldt med kernefamilier og af mænd der er mænd og kvinder der er kvinder:

Det Internationale Melodi Grand Prix er ikke længere en uskyldig europæisk sangkonkurrence. Det er kapret af kulturradikale og en minoritetsgruppe, der har brugt en kvart milliard skattekroner på at udviske enhver forskel i køn og identitet, skriver partiet mandag i en pressemeddelelse

Med andre ord – man må gerne bruge en kvart milliard skattekroner til at fejre et billede af normal-Europa der stammer fra 50′erne, til endnu engang at fejre et hvidt, hetero-normativt, kristent billeder af virkeligheden, men når alle disse minoriteter sniger sig ind, så går det bare ikke. K.D. er her helt på linie med DF’s holdning til medierne, og på linie, beklageligvis, men sikkert ganske mange danskere – TV har fandeme bare at fasthold et postulat om, at Danmark er en kolonihave- og husmor-idyl, uanset hvor meget af den aktuelle danske virkelighed det kræver at man censurerer væk.

At hovedparten af de andre 25 sange handler om kærlighed mellem mand og kvinde, at hovedparten af sangene har en iscenesættelse, der på alle måder fejre heterosexuel normalitet, at det i f.eks. Polens tilfælde sker på en måde, der grænser til pornografi, og at man vurderet på hovedparten af indslagende kunne få det indtryk, at der stort set kun findes personer med hvid hud i Europa, intet af det bekymrer K.D. og deres lige. Tværtimod – det er den normalitet der skal være enerådende. Hvis der tillades den mindste sprække, hvis der er plads til noget som helst andet – fx. en mand i en kjole – så “udviskes enhver forskel i køn og identitet”. Og på den måde bliver den store kristne, heteroseksuelle, hvide majoritet på forunderlig vis offer for undertrykkelse.   En mand i en kjole, mere skal der ikke til.

Det mest bizarre er næsten, at de ganske givet selv tror på det.

Jamen, det sagde han bare ikke…

9. september 2013

Morten Olsen

Idag (9. september ’13) siger Morten Olsen i BT:

“For os danskere tror jeg, at om man er på holdet eller omkring holdet, står denne her kamp i juni måned som en plet, der skal vaskes væk. Det er måske lige hårdt nok at bruge den sammenligning, man skal ikke sammenligne, men i hvert fald fodboldmæssigt var det for os 11. september,”

Jeg må indrømme at jeg lige skulle læse den et par gange.  For, tænker man, det kan da ikke passe.  Det sagde han ikke, vel?

Men altså, jo, det ser sådan ud. For Morten Olsen er en pinlig optræden, en dag hvor han bliver kritiseret og han stjerne-status får nok skrammer, at sammenligne med at 3000 mennesker bliver slået ihjel.  Det gør, åbenbart, lige ondt på Morten.

Man kan så mene, at det blot er et indblik i, hvordan der ser ud inden i en mand med et kæmpe ego.  En mand der faktisk tror at verden drejer rundt om ham.  Og at det måske osse er derfor, at han lige tager skridtet videre og mener, at alle “os danskere” har det på samme måde. For naturligvis gør det ondt på manden.  Naturligvis er han ærekær.  Naturligvis vil han have hævn. Naturligvis ligger han vågen om natter og vender og drejer det her. Han er en vinder, og det skal man være i sport.

Men – altså.  Man må gerne tænke sig om. Morten Olsen er landstræner i (herre)fodbold, og vi kommer ikke uden om at det fylder en masse.  Når man har hans position er det helt uanstændigt, at man siger ting, der i den grad trivialisere 1000-vis af menneskers død.   Jeg er ikke nogen stor fan af alle de evindelige undskyldninger i medierne, men lige her ville det klæde DBU at vride mandens arm om.

NemID og det store pengecirkus

27. august 2013

NemID logoSå er der afsat 100 mio kr. til at skrive NemID om fra Java til JavaScript (ifølge version2).  Det er alligevel imponerende.   Jeg kommer aldrig helt til at forstå, hvordan man kan drive IT-projekter (og for den sags skyld andre projekter med blød infrastruktur) op i beløb af den størelse.

Det er ikke fordi jeg tror der er nogen der snyder eller stopper pengene i lommen.  Jeg tror faktisk at pengene bliver brugt, og at en masse mennesker arbejder hårdt.  Det bliver det bare ikke spor bedre af.

Hele min opdragelse og professionelle erfaring som IT & projekt-menneske får det til at stritte når jeg ser denne type projekter (og der er mange af dem, ikke kun inden for IT), som skal løse en opgave som ser nogenlunde overskuelig og veldefineret ud, og ikke mindst ser ud til at være velafgrænset, alligevel ryge op i den slags budgetter.  Jeg kan ikke forestille mig andre forklaringer, end at der ligger fundamentale, organisatorisk-poliske problemer, langt inde under gulvtæppet.  Det er ikke teknikken – IT – der koster alle de penge, det tror jeg ikke på.  Og jeg misunder bestemt ikke de IT-folk – udviklere, system-ingeniører, projekt-ledere – der kommer til at sidde med den suppedas.

Nå.  Lad os tænke på den lyse side.  Vi kan glæde os til at der om et par år afsættes yderligere 100 mio kr. til “integration af NemID i Rejsekortet”.  Det skal nok blive sjovt.  Hvis altså man ikke har noget med det at gøre.

Borgerligt styre = fallit?

6. januar 2011

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Danmark har haft 4 statsministre siden 1982, fordelt på en VKR periode, en SR periode, og en VK(O) periode. To borgerlige og en midt-venstre. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at i det to borgerlige perioder er både statens og nationens økonomi gået ned af bakke, og især er den offentlige gæld eksploderet.

Men mærkeligt er det da. Endnu mere mærkeligt er det, mønsteret gentager sig i andre lande. USA havde økonomisk fremgang under Clinton, hvorpå man under Bush oplevede en eksplosion i den offentlige gæld samtidig med en dramatisk vækst i den offentlige sektor. Præcis som herhejmme med Nyrup og derefter Fogh / Løkke. Og stik mod den borgerlige retorik om mindre stat.
Hør bare:

Hvad er det med de borgerlige? Hvor kommer denne trang til en kæmpe offentlig sektor og kostbare projekter fra? Eller er det bare mangel på kontrol og faktisk ledelse? Jeg ved det, men jeg undres.

I øvrigt ville det være skønt med danske medier, der stillede ubehagelige spørgsmål som i eksemplet oven for.

Medie-statistik: skidt med tallene

14. november 2010

Jeg har i den senere tid hæftet mig ved artikler i medier, hvor historien tager udgangspunkt i en statistik, men hvor der øjensynligt ses bort fra de tal der fremlægges.

Søndagsavisen har idag en artiken “Forældre vælger børnenes venner“.  Artiklen følger den sædvanlige skabelon: et analyse-institut stiller spørgsmål, der laves et par lagkage-diagrammer, der hives et par konklusioner frem, og et par eksperter kommenterer.  Der forklares, tales om motiver,  problematiseres, og advares. Og så sluttes der af med et par gode råd. Artiklen krydres med en boks med lyn-interviews med “almindelige borgere”.

I dette tilfælde spørger man til, om forældrer forsøger at få deres unger til at vælge de rigtige venner, eller evt. vælge venner med de rigtige forældre?  Konklusionen fremgår af titlen, og det er så den eksperterne tager udgangpunkt i.

Så langt, så godt.  Skabelonen følges til punkt og prikke.  Eneste unode er, at tallene i lagkage-diagrammener ikke matcher teksten. 70% af forældrene forsøger ikke at skaffe de rigtige venner, >80% forsøger ikke at skaffe venner med de rigtige forældre. Forældrene i de tre lyninterviews siger samstemmende at sådan gør de ikke, og tager endda afstand fra det og fremfører i stedet, at deres børn helst skal kunne være venner med alle.

Hypotesen, den idé som overskriften og måske hele spørge-undersøgelsen bygger på, falder med andre ord med et brag.  De fleste forældre vælger netop ikke deres børns venner.

Det jeg ikke forstår er så, at det åbenbart slet ikke påvirker artiklen. Journalisten skriver sin historie (som sikkert er en “god” historie), eksperterne udtaler sig, der løftes pegefingre, osv.  Overskriften siger det stik modsatte af de tal den er sat over.  Er det fordi journalisten har travlt, ikke kan gennemskue det, eller er journalisten bare ligeglad så længe det er en god historie?   Eller er det sådan, at der er et kredsløb mellem journalist, medie, analysefirma og eksperter, et kredsløb der passer ind i en tryg skabelon vi alle kender, og som derfor lever sit eget liv uforstyrret af virkeligheden? Et kredsløb hvor sådan en artikel kan produceres hurtigt, nemt og billigt.

Er det sådan, at en historie er legitim, når bare skabelonen er overholdt?

DR Haiku

28. oktober 2010

Farvel du, Plummer
du stod ikke distancen
men vi fik grinet

I Danmark er jeg født

27. oktober 2010

I går var min datter på 9 år på skoleudflugt. Turen gik til Assistens Kirkegård, i København. Ud over at være smukt og fredfyldt er Assistens Kirkegård et sted man finder grave for en lang række berømte danskere.

Efter skole spurgte jeg til turen, til oplevelser og frokost i det grønne, osv. Datteren fortalte, bl.a. at de havde set mange gravsten. De to hun kunne huske var har H.C.Andersen og Natasja (Saad). Og så sang hun “Gi mig Danmark tilbage” for mig.

I disse tider med besparelse og evig ballade om folkeskolen er det da opløftende, at der er overskud til at sørge for, at ungerne har fod på grundstenene i dansk kultur.

(Og, ja – jeg ved godt at HCA kaldte den “Danmark, mit Fædreland”)

Voldtægtsreligioner?

31. december 2009

Lars Hedegaard har her ved årets slutning skabt en del støj med endnu en omgang “muslimerne kommer” polemik. Denne gang bredte støjen sig helt ind i Trykkefrihedsselsskabet.  Khader, Pind og Lilleør er blandt dem der har sagt stop.

Søren Pinds svar i Berlingske kan fint stå for sig selv.  Jeg kan blot tilføje, at jeg har undret mig en del over påstanden om, at muslimer voldtager deres døtre.  Jeg havde ellers forstået, at katolske præster havde førertrøjen på det område? Hvis vi skal bekæmpe religioner for at beskytte børn mod seksuelle overgreb, så er katolicismen (og kristendommen generelt) vel der hvor vi skal starte, eller hvordan?

Teach me, Tiger

11. december 2009

Nu er ham der Tiger på forsiden igen.  De bli’r ved med hans elskerinder.

Jeg forstår det ikke.  Hvorfor er det så spændende?  Alle studier viser jo, at de fleste gør det.  En mand som Tiger, med penge, prestige, opmærksomhed, og altid på farten, han har naturligvis flere muligheder end de fleste, så han gør det sikkert mere. Og hvad så? Han er blevet pacet frem, og næsten lavet til golf-robot af sin far, siden han var 2-3 år – det er da dejligt at han osse kan ha’ lidt sjov.

Det mærkelige er, at hans utroskab fremstilles som noget helt specielt. Sandheden er vel, at det blot er (endnu) en illustration af, at monogami for rigtig mange er en illusion – en social konstruktion der passer mange af os rigtig dårligt. Blot trist, at Tiger – og med ham mange andre – ikke kan lægge den bag sig på en ordentlig måde.


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.